FC Midtjylland sælger Sammy Skytte til norsk topklub

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, sælger Sammy Skytte til den norske klub Bodø/Glimt.

Den norske klub, der sidste sæson sluttede som nummer to i den bedste norske fodboldrække, har skrevet en fireårig kontrakt med den danske midtbanespiller.

Det skriver FCM på sin hjemmeside.

Midtjylland købte Skytte i 2018 fra Silkeborg, hvor den 23-årige dansker har haft sin fodboldopvækst.

Skytte blev dog øjeblikkeligt lejet ud til AC Horsens for 2018/19-sæsonen, og frem til nytår var han lejet ud til norske Stabæk. Han har ikke spillet en officiel kamp for FCM.

– Sammy leverede i efteråret rigtig flot for Stabæk på en lejekontrakt, og det skabte interesse for ham fra andre norske klubber. Det har nu ført til denne aftale med Bodø/Glimt, hvilket er en god case for alle parter, siger FCM-sportschef Svend Graversen på klubbens hjemmeside.

Sammy Skytte har spillet på de forskellige danske ungdomslandshold fra U17- til U21-landsholdet. Han har 68 superligakampe på cv’et.

I Bodø/Glimt bliver han holdkammerat med danske Kasper Junker, som han også spillede sammen med i Stabæk, og Philip Zinckernagel.

/ritzau/