Jakob Fuglsang snupper etapesejr i sæsondebut

Jakob Fuglsang fik en perfekt start på sæsonen, da han onsdag eftermiddag vandt 1. etape af løbet Vuelta a Andalucia, der også går under navnet Ruta del Sol.

Det var danskerens første løb i sæsonen og dermed også første sejr.

Astana-danskeren stak af på den sidste store stigning sammen med Bahrain-McLarens Mikel Landa. De to holdt helt til målstregen, og på den afsluttende lille bakke var Fuglsang suveræn.

Jakob Fuglsang vandt det spanske etapeløb i 2019, hvor han havde sin hidtil bedste sæson som professionel cykelrytter.

I 2019 vandt danskeren også klassikeren Liege-Bastogne-Liege.

/ritzau/