Arrangør forventer at afvikle Formel 1-løb som planlagt

Formel 1-grandprixet i Vietnam 5. april bliver gennemført som planlagt.

Det siger Le Ngoc Chi, der er administrerende direktør i organisationen, som arrangerer løbet, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Myndighederne i Vietnam bekræfter også, at der ikke kommer ændringer i programmet.

Grandprixet, som afholdes på gaderne i Vietnams hovedstad, Hanoi, er nyt i kalenderen i sæsonen 2020.

De mange tilfælde af personer, der er blevet smittet med coronavirus i Kina, fik i sidste uge Den Internationale Motorsportsunion (FIA) til at udsætte grandprixet i Kina.

Det skulle være afholdt i Shanghai 19. april, og aflysningen førte til spekulationer om, at grandprixet i Vietnam også kunne være i fare.

En lang række sportsbegivenheder er blevet ændret på grund af frygt for virus.

Stævner i badminton, golf, svømning, fodbold, tennis, atletik og flere andre sportsgrene er enten blevet afblæst, udsat eller rykket som følge af virusfrygten.

Flere end 1800 mennesker er døde af sygdom, efter at de er blevet smittet med coronavirus.

/ritzau/