Skanderborg sejrer i vigtig dyst om slutspilspladser

Kampen om top-8 og dermed en plads i slutspillet i håndboldherrernes Primo Tours Ligaen er på vej ind i sin afgørende fase.

Mandag aften tog Skanderborg et vigtigt stik i forhold til ikke at ende som sorteper, da holdet hjemme slog en af de direkte rivaler, Sønderjyske, med 30-26 efter 13-9 ved pausen.

Med sejren holder Skanderborg fast i syvendepladsen i grundspillet, men er nu to point foran både Sønderjyske og Mors-Thy, der kun er adskilt af målscoren på hver sin side af grundspilsstregen.

Der resterer seks spillerunder af grundspillet.

Hjemmesejren blev grundlagt allerede fra kampens start. Sønderjyske kom foran 2-1, men ni minutters scoringspause fra gæsterne og et effektivt hjemmehold sendte Skanderborg foran med 8-2 efter syv scoringer i træk.

Sønderjyske fik minimeret forskellen lidt frem mod pausen, men fra anden halvlegs start var Skanderborg igen i teten.

Holdet fra festivalbyen var foran 21-14, da der resterede 20 minutter, og alt tydede på en sikker sejr.

Men sønderjyderne lagde sig ikke frivilligt på det orange halgulv i Skanderborg.

De åd sig ind på de grønblusede, og da Skanderborgs Matthias Smed fik rødt kort for et slag til ansigtet med ti minutter igen ved 23-20, lugtede gæsterne blod.

Straffekastet blev omsat, så forskellen nu kun var to mål i form af 23-21.

Helt op nåede Sønderjyske dog aldrig, og tre udvisninger på mindre end to minutter kort efter endte med at afgøre kampen.

Skanderborg kunne holde gæsterne fra livet på måltavlen og snuppede de to vigtige point.

/ritzau/