Vraget tysk målmager: EM interesserer mig ikke

Stærke præstationer for Bayern München har fået tyske medier til at bringe Thomas Müller på tale til et comeback på Tysklands fodboldlandshold til sommerens EM.

For et år siden blev Müller sammen med Mats Hummel og Jérôme Boateng vraget af landstræner Joachim Löw, der valgte at satse på yngre kræfter frem mod EM.

EM-slutrunden fylder fortsat ikke meget i Thomas Müllers bevidsthed trods hans aktuelle form.

– Det interesserer mig overhovedet ikke. Jeg fokuserer på at spille godt for den her trøje, siger Müller og tager fat i sin Bayern München-trøje.

I de seneste 15 kampe for Bayern har den 30-årige angriber scoret syv mål og bidraget med ni assister.

Landstræner Joachim Löw fastholder, at han vil satse på en gruppe af yngre spillere, men han vil ikke udelukke, at Müller pludselig kan gøre sig fortjent til en plads i EM-truppen.

– Nogle gange sker der ting, som man ikke havde regnet med. Så må man se på det, for vi er nødt til at have den bedste kvalitet i truppen, siger Löw.

Thomas Müller scorede i 2014 fem gange, da Tyskland vandt VM i Brasilien. Det er blevet til sammenlagt 38 scoringer i 100 landskampe for Tyskland.

/ritzau/AFP