Dansk golfspiller ender et stykke fra toppen i Australien

Den danske golfspiller Benjamin Poke sluttede stabilt i European Tour-turneringen ISPS Handa Vic Open i Australien, men han var ikke i nærheden af at true de bedste.

28-årige Poke gik fjerde runde i par og sluttede på en delt 22.-plads med en samlet score på syv slag under par. Det var 12 slag efter vinderen, australske Min Woo Lee.

Også andenpladsen gik til en australier i form af Ryan Fox, mens to australiere og en franskmand delte tredjepladsen.

Poke leverede fire birdies, to bogeys og en dobbeltbogey i den afsluttende runde og fik dermed rettet en anelse op på lørdagens runde, som han gik i to slag over par.

Danskeren er i gang med sin debutsæson på European Tour. Han sikrede sig sammen med landsmanden Rasmus Højgaard adgang til European Tour via kvalifikationsturneringen Q-School i november.

I USA klarede Sebastian Cappelen ikke cuttet efter tredje runde af PGA Tour-turneringen AT & T Pebble Beach Pro-Am i Californien.

Han gik sin dårligste runde i turneringen sent lørdag aften dansk tid og sluttede to slag over par. Canadieren Nick Taylor fører med et slag ned til amerikanske Phil Mickelson.

/ritzau/