Coronaudbrud får United til at lade ny spiller blive hjemme

Manchester United er draget på træningslejr i Spanien uden sin nye spiller Odion Ighalo.

Den 30-årige angriber blev i slutningen af januar hentet til den engelske storklub fra kinesiske Shanghai Greenland Shenhua på en lejeaftale, og på grund af udbruddet af coronavirusset i Kina forlader han ikke England.

– Klubben bekræfter, at på grund af den nuværende situation i Kina har vi besluttet, at nyerhvervelsen Odion Ighalo ikke rejser til Spanien.

– Det skyldes, at det ikke kan garanteres, at han ville komme igennem immigrationskontrollen, hvis reglerne bliver strammet for personer, der har været i Kina inden for de seneste 14 dage, skriver United på sin hjemmeside.

Manager Ole Gunnar Solskjær uddyber:
– På grund af situationen i Kina er vi ikke sikre på, om han bliver lukket ind i England, hvis han forlader landet igen, så han bliver her og arbejder med en personlig træner og et personligt program, og hans familie kan finde sig til rette i England. Det er et plus, siger nordmanden.

Det smitsomme coronavirus har kostet mindst 813 mennesker livet i Kina, mens flere end 37.000 er blevet smittet. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har erklæret udbruddet for en global sundhedskrise.

Foruden Ighalo lader Manchester United profilerne Paul Pogba og Marcus Rashford, der har siddet ude med skader, blive hjemme i England.

Til gengæld støder midtbanespilleren Scott McTominay og forsvarsspilleren Axel Tuanzebe til træningslejren som en del af deres genoptræning.

United udnytter, at Premier League har indført en pause i kalenderen for klubberne efter et travlt vinterprogram.

Mellem 1. december og 1. februar har United spillet 19 kampe på tværs af alle turneringer. Holdet spiller sin næste kamp 17. februar ude mod Chelsea og vil dermed have haft en pause på 16 dage mellem de to kampe.

/ritzau/