Axelsen cruiser anden DM-titel i karrieren hjem

Det blev til den ventede favoritsejr til Viktor Axelsen, da han lørdag tog sin blot anden DM-titel i karrieren med en finalesejr over Hans-Kristian Vittinghus.

Vittinghus fik en skade i låret sidst i andet sæt efter at have tabt første med 11-21, og dermed kan verdensmesteren fra 2017 kalde sig danmarksmester for første gang siden 2014.

26-årige Axelsen har ofte været fraværende ved DM de seneste år grundet skader, men i finalen i Aarhus efterlod han ingen tvivl om, at han ville have titlen med hjem i 2020.

Hans otte år ældre modstander, Hans-Kristian Vittinghus, blev ikke levnet en flig af en chance for at hjemtage sin første DM-titel i karrieren.

Han var godt med i de ti første dueller af begge sæt, men derefter viste Axelsen, som han har vist i de øvrige kampe ved DM, at han var i en klasse for sig.

Med de seneste tre års danmarksmester Anders Antonsens sensationelle exit i kvartfinalen var Axelsen klar favorit, og det levede han op til.

Vittinghus kunne slet ikke slå igennem Axelsen, som satte en stærk defensiv op og samtidig selv hele tiden bød ind med sit alsidige arsenal af farlige angrebsslag.

Ved opholdet midtvejs i begge sæt havde Axelsen åbnet et hul, som Vittinghus aldrig var tæt på at lukke.

Trods flot fight af Vittinghus kunne Axelsen ikke røres.

Nede med 9-16 i andet sæt fik Vittinghus en skade i det ene lår, og ved 9-18, måtte han gå op til nettet og sige tak for kampen lidt før tid for ikke at forværre skaden.

Axelsen kunne træde op på øverste trin på podiet efter kampen og fortsætte arbejdet frem mod sæsonens første helt store mål, All England i marts.

/ritzau/