Medie: Tottenham jagter Pierre-Emile Højbjerg

Tidligere på ugen sagde Christian Eriksen farvel til Tottenham. Nu kan en ny dansker være på vej til London-klubben.

Tottenham skulle således være interesseret i at anskaffe sig Pierre-Emile Højbjerg. Det mener britiske Sky Sports at vide.

Ifølge mediet prøver Tottenham at få Højbjerg til klubben, inden transfervinduet lukker fredag ved midnat.

Sky Sports erfarer ligeledes, at Arsenal og Everton er interesseret i den danske Southampton-anfører, men at det er mest sandsynligt, at et eventuelt salg først vil blive gennemført i sommerens transfervindue.

Højbjergs kontrakt med Southampton står til at udløbe i sommeren 2021. Ifølge Sky Sports er de to parter i gang med drøftelser om en mulig forlængelse.

I sidste uge sagde Southampton-manager Ralph Hasenhüttl ifølge Sky Sports, at han ikke har intentioner om at sælge nogle af sine spillere i det nuværende transfervindue.

24-årige Pierre-Emile Højbjerg har spillet for Southampton siden 2016, hvor han kom til klubben fra Bayern München. I 2015 og 2016 var han udlejet til både Augsburg og Schalke 04.

Han har fortid som ungdomsspiller i både FCK og Brøndby.

På landsholdet er det blevet til 33 optrædener.

/ritzau/