Zverev stopper schweizers genrejsning i Australian Open

Den tidligere Australian Open-vinder Stanislas Wawrinka er færdig i årets udgave af turneringen efter et nederlag i fire sæt i kvartfinalen mod den unge tysker Alexander Zverev.

Efter at have knust syvendeseedede Zverev med 6-1 i første sæt tabte den 15.-seedede schweizer de efterfølgende tre sæt med 3-6, 4-6 og 2-6.

For den 22-årige tysker er det første gang i karrieren, han når semifinalen i en grand skal-turnering, efter at han tidligere har haft svært ved at præstere under årets fire største turneringer.

Til gengæld vandt han sæsonfinalen i 2018.

Få tennisspillere på ATP Tour har så stor forskel på top- og bundniveau som 34-årige Wawrinka.

Wawrinka havde et frygteligt 2018 med skader og formsvigt, som sendte ham helt ud af top-250 på verdensranglisten, mens han i 2019 så småt begyndte at vise de takter, som har skaffet ham store sejre.

På sine bedste dage knækker han Novak Djokovic og Rafael Nadal. Som han har gjort i tre grand slam-finaler. På sine værste dage taber han til spillere, som ville have det svært til DM.

Han er det, som i sportens verden kaldes en “humørspiller”, og tilskuerne på Rod Laver Arena i Melbourne fik onsdag morgen dansk tid lov at opleve både nat og dag fra Wawrinka.

I første sæt fik Zverev ikke et ben til jorden, og han vandt blot 11 bolde, inden Wawrinka havde taget sættet med 6-1.

Men derfra vendte billedet. Zverev minimerede sine fejl, det modsatte var tilfældet for schweizeren.

Et enkelt servegennembrud var nok for tyskeren i de to næste sæt til at komme på 2-1, og Wawrinka tog flere og flere chancer i sit spil – alt sammen forgæves.

Nede 0-4 i fjerde sæt var slaget tabt, og trods lidt kosmetisk pynt på stillingen bookede Zverev sin første semifinaleplads ved en grand slam-turnering.

Han skal i semifinalen møde vinderen af opgøret mellem verdensetteren Rafael Nadal og den femteseedede østriger Dominic Thiem.

/ritzau/