Coronavirus udsætter VM i atletik i et år

Endnu en sportsbegivenhed bliver udsat på grund af coronavirusset, der har spredt sig fra storbyen Wuhan i Kina.

Nu er turen kommet til VM i indendørs atletik, der skulle have været afviklet i byen Nanjing i Kina fra 13. til 15. marts, men nu bliver begivenheden rykket til marts 2021.

Det oplyser Det Internationale Atletikforbund (IAAF) ifølge nyhedsbureauet AFP.

Forbundet har kigget på muligheden for at rykke VM til et andet land, men har droppet tanken, da virusset kan sprede sig til andre lande.

/ritzau/