Saudiarabisk bundklub præsenterer OB-topscorer

Angriberen Bashkim Kadrii er som ventet fortid i den fynske superligaklub, OB.

Mandag aften er Kadrii blevet præsenteret som ny spiller i den saudiarabiske klub Al Fateh.

Det oplyser klubben på Twitter sammen med en video indeholdende en kavalkade med Kadriis mål for OB.

Ifølge Al Fateh strækker kontrakten sig over to og et halvt år og altså frem til sommeren 2022.

Al Fateh ligger efter 15 spillerunder i den saudiarabiske 1. division tredjesidst lige under nedrykningsstregen.

OB har ikke offentliggjort noget om salget, men skriver “tak” på sin Twitter-konto uden at nævne noget om Kadrii.

Tidligere mandag oplyste OB dog, at Kadrii ikke rejste med resten af truppen på træningslejr i Tyrkiet, fordi han havde fået lov til at “afsøge nye muligheder, inden transfervinduet lukker”.

Kadrii scorede ti superligamål for OB i efteråret og ligger dermed nummer tre på ligaens topscorerliste.

/ritzau/