OB giver topscorer fri til at skifte klub

Superligaklubben OB må sandsynligvis sige farvel til topscorer Bashkim Kadrii, inden transfervinduet lukker fredag ved midnat.

Den målfarlige angriber er således ikke med på det fly, der mandag fragter OB-spillerne til Tyrkiet, hvor fynboerne skal på træningslejr.

Bashkim Kadrii er blevet hjemme, da klubben har givet ham lov til at afsøge muligheden for et klubskifte, inden transfervinduet lukker.

Det skriver OB på sin hjemmeside.

Bashkim Kadrii har været OB’s farligste spiller i efteråret, og hans ti superligamål gør ham til ligaens tredjemest scorende i løbet af sæsonens første 20 spillerunder.

Fodboldmediet bold.dk kunne i sidste uge berette, at Bashkim Kadrii var på vej til en klub i Saudi-Arabien, og søndag skrev Fyens Stiftstidende, at et salg forventes at indbringe OB mindst ti millioner kroner.

Mathias Greve og Anders K. Jacobsen skal heller ikke med på træningslejren, da de ligeledes afsøger mulighederne for et skifte en af de kommende dage, oplyser klubben.

/ritzau/