Gudmundsson vil lægge Mikkel Hansen og co. ned i EM-åbner

Det danske herrelandshold i håndbold skal op mod den tidligere landstræner, islandske Gudmundur Gudmundsson, når danskerne lørdag i Malmø indleder EM mod Island.

Fire år efter, at Gudmundsson førte landsholdet frem til OL-guld i Rio, er han lørdag en modstander.

– Det er meget specielt for mig at møde Danmark. Jeg havde tre gode år og har gode erindringer fra den tid. Det var ekstraordinært at blive olympisk mester, siger Islands landstræner.

– Jeg har mødt de danske spillere i dag, og det var også specielt, for jeg kender jo alle sammen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt har trænet alle spillerne, siger han.

Afskeden med Danmark var alt andet en køn, da der efter hjemkomsten fra guldfesten i Rio udspillede sig en af de største kriser i nyere dansk håndboldhistorie.

Netop hjemvendt fra OL-triumfen valgte den daværende sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, at trække sig fra sit job.

Det skete efter mediehistorier om, at Wilbek i Rio havde afholdt møder med spillerne udenom Gudmundsson og spurgt dem, om de ville af med islændingen. Det forløb har Wilbek dog afvist.

Gudmundsson var rystet efter hjemkomsten fra guldfesten i Rio. Han ville gerne forlænge, men ændrede holdning. VM i 2017 blev hans sidste opgave, inden han overlod pladsen til Nikolaj Jacobsen.

– Det tænker jeg ikke over i dag. Jeg er bare taknemmelig for min tid med det danske landshold. OL-guld og få den anerkendelse af få ridderkorset af Dannebrogordenen.

– Det var en interessant tid, og det var ikke altid nemt, men sådan er det i det her job, siger Gudmundsson, der ikke ærgrer sig over den måde, han kom fra Danmark på.

– Nej, overhovedet ikke. Sådan er det i sportens verden. Det må man acceptere, siger han.

Gudmundur Gudmundsson fortæller, at han ikke har talt med Ulrik Wilbek siden dengang.

– Nej, det har jeg ikke. Jeg har ikke tænkt mere på det. Det er forbi.

– Jeg ønsker ham held og lykke med det, han laver i dag. Er han ikke borgmester? siger Islands landstræner om Wilbek, der ganske rigtigt er borgmester i Viborg.

Efter at Gudmundur Gudmundsson stoppede som dansk landstræner, er Danmark også blevet verdensmester. På hjemmebane vandt Mikkel Hansen og co. VM-titlen for et år siden.

Gudmundsson vurderer da også, at det danske landshold i dag er bedre, end dengang han selv var træner for Danmark. Han kan dog fortsat se sit aftryk på det danske landshold.

– At være dansk landstræner er en kæmpe udfordring – jeg tror ikke kun for mig, men for alle.

– Jeg havde altid et godt samarbejde med spillerne, og vi opnåede fantastiske ting sammen, vi fik OL-guld. Jeg byggede forsvaret op i tre år, og jeg så Danmark spille med præcis samme strategi i forsvaret under VM. Det er jeg meget stolt af.

– Jeg byggede holdet op gennem tre år, og det var en fantastisk oplevelse for mig at se dem blive verdensmestre, siger han.

Gudmundur Gudmundsson betegner lige nu Danmark som verdens bedste hold og storfavorit til at vinde EM.

Selv om han har forberedt sine islandske spillere på lørdagens modstander, så ved han, at det bliver svært.

– Danmark er på et helt andet niveau end Island i dag. Vi møder verdens bedste hold i morgen, siger han.

Gudmundsson fremhæver bredden på det danske hold plus forsvarsspillet, som er i særklasse. Han svarer prompte, da han bliver spurgt, om det danske hold er bedre, end dengang OL-guldet kom i hus.

– Ja, de har mere erfaring. De fleste spillere fra Rio er stadig med og har fået endnu mere erfaring. Jeg tror også, at de kommer med en kæmpe selvtillid. Den stiger, når man er verdensmester, siger den islandske landstræner.

Lørdagens kamp mellem Danmark og Island spilles klokken 18.15 i Malmø. Ud over Island er danskerne i gruppe med Rusland og Ungarn. De to bedste hold går videre til mellemrunden.

EM afholdes i Sverige, Norge og Østrig.

/ritzau/