DHF-sportschef: Ny landstræner skal holde stilen

Klavs Bruun Jørgensen er færdig som landstræner for de danske håndboldkvinder, men den udvikling, han har været med til at sætte i gang, skal fortsættes af en efterfølger.

Det siger Morten Henriksen, sportschef hos Dansk Håndbold Forbund (DHF).

– Jeg er rigtigt glad for ledelsen i det arbejde, der i noget tid har været i gang på kvindelandsholdet, og jeg har ikke i sinde, at vi skal lave hverken en 360, 180 eller for den sags skyld 90 graders vending, siger han.

– Der er rigtig mange gode ting, som er sat i gang, og det bliver opgaven, at det skal fortsætte. Og så handler det om, hvad vi skal gøre for at få de der ekstra promiller eller procent, som gør, at vi spiller om medaljer i december.

Dermed lægger han også op til, at en ny trænerprofil gerne må minde om den nu forhenværende landstræner.

Foreløbig er resten af staben omkring holdet stadig ansat, og står det til sportschefen, så forbliver det i stor udstrækning sådan, når en ny landstræner er fundet.

– Jeg håber oprigtigt, at vi kan holde mest muligt kontinuitet der, lyder det fra Morten Henriksen.

Ifølge ham var det en helt gensidig beslutning at stoppe samarbejdet mellem DHF og Klavs Bruun Jørgensen, fordi begge var i tvivl om, hvorvidt det var det rigtige at fortsætte.

– I morges sad vi og kiggede hinanden oprigtigt i øjnene og sagde: “Det er nok ikke det rigtige”. Og hvis begge parter er bare en smule i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige, hvis man bare er to procent i tvivl, så synes jeg, det er bedst at lade være. Det var vi enige om, siger han.

Nu skal han i gang med at finde en erstatning, og der kommer til at gå noget tid.

– Vi er jo nok lidt bagud, for vi har ikke gjort en skid endnu. Denne her beslutning er taget i formiddags, og jeg begynder først at kigge på, hvad der så skal se, når jeg nu er færdig med at snakke med journalister i dag.

– Jeg har selvfølgelig en arbejdsbeskrivelse og har naturligvis holdt øje med, hvad der sker, men jeg har ikke snakket et ord med andre potentielle kandidater.

– Vi kommer til at kigge godt og grundigt på flere, som kunne være spændende til den profil, vi har, så det er helt sikkert, at jeg kommer til at snakke med mere end én kandidat. Og så vil jeg hellere bruge en uge, to eller tre mere, så det kommer til at tage et stykke tid, slår Morten Henriksen fast.

/ritzau/