Træner skånede Frederik Andersen i NHL-nederlag

Det er sjældent, at Frederik Andersen bliver skiftet ud midt i en NHL-kamp.

Men det skete natten til tirsdag dansk tid, da danskeren og resten af Toronto Maple Leafs tabte 4-6 hjemme til Edmonton Oilers.

Frederik Andersen blev pillet ud kort inde i anden periode, da Toronto kom bagud med 0-3.

Udskiftningen skete ikke, fordi den danske landsholdsmålmand havde gjort det dårligt. Det var nærmere for at skåne keeperen, forklarer Toronto-træner Sheldon Keefe.

– Før jeg tog beslutningen om at skifte ham ud, så sagde jeg til vores hold, at jeg ikke havde tænkt mig at lade Freddie spille bag det forsvar. Det ville ikke være fair mod ham.

– Allerede på det tidspunkt føltes det som om, at han havde arbejdet nok til en hel kamp, siger Keefe til nhl.com.

Frederik Andersen havde leveret 16 redninger på 19 forsøg, men spillet fungerede ikke efter den taktiske plan, der var lagt, fortæller træneren.

– Det blev ikke overført til isen, så jeg var nødt til at gøre noget for at få holdets opmærksomhed og for at skåne Freddie, fra det der skete. Jeg har ingen kritik af det, han foretog sig i målet, siger Keefe.

Reservekeeperen Michael Hutchinson havde ikke regnet med at komme på banen.

– Jeg var overrasket over at komme ind, fordi jeg syntes, at Freddie stod fantastisk i første periode. Han var årsag til, at vi kun var bagud med et enkelt mål.

– Han spillede godt, men så fik de to store chancer i anden periode og scorede, men det var ikke Freddies skyld, siger Hutchinson til nhl.com.

Frederik Andersen kunne fra bænken se en storspillende Connor McDavid levere et drømmemål for Edmonton.

Den canadiske superstjerne brugte en kigge-væk-finte, tog et elegant træk forbi Toronto-spilleren Morgan Reilly og udplacerede Hutchinson ved 6-3-scoringen.

– Jeg kunne se, at vi kom i problemer, når vi ikke støttede hinanden. Det er en lærestreg for os, og vi skal stå mere sammen, selv om vi er inde i en god periode.

– Vi kan ikke regne med, at det går vores vej, hvis vi ikke arbejder nok for det, siger Frederik Andersen til nhl.com.

/ritzau/