Zlatan-statue er igen udsat for hærværk og nu også væltet

Så er den gal igen med statuen af Zlatan Ibrahimovic, der sidste år blev opført i Malmø.

Natten til søndag blev der begået så grov hærværk mod statuen, at den er væltet og ligger ned.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Efter gentagne tilfælde af hærværk mod statuen har den på det seneste stået indhegnet for at være beskyttet, men det nyttede altså intet.

Statuen blev præsenteret i begyndelsen af oktober for at hylde fodboldstjernen, der havde sin opvækst i Malmø og siden indledte sin professionelle karriere hos Malmö FF.

Men efter at det i slutningen af november kom frem, at Ibrahimovic havde købt sig ind i den svenske klub Hammarby, vakte det vrede blandt fansene i Malmö FF.

Flere gange i løbet af december er statuen blevet udsat for hærværk. Blandt andet er den blevet overhældt med maling, og den ene fod er blevet savet af. Få dage inden jul blev næsen så savet af. Nu står den så ikke længere oprejst.

De seneste dage har Ibrahimovic fået opmærksomhed, fordi han er skiftet til den italienske klub AC Milan, som han tidligere har optrådt for.

/ritzau/