Holger Rune skal bestige verdensrangliste i raketfart

2019 bød blandt andet på triumfer i juniorernes French Open og sæsonfinale samt en førsteplads på verdensranglisten for juniorspillere. Fremover gælder det så de voksnes rækker for den 16-årige tenniskomet Holger Rune.

Mandag tager han hul på den nye sæson i Noumea i Ny Kaledonien, hvor han har fået et wildcard til næste uges challenger-turnering.

Rune er aktuelt nummer 1019 i verden, og ifølge karriereplanlægningen skal han nå ind i top-400 i løbet af årets første seks måneder, så han får adgang til challenger-turneringer, det næsthøjeste niveau på ATP-touren.

– Personligt tænker jeg ikke, at det behøver at tage seks måneder, indleder Holger Rune.

– Det er også planen, at jeg først skal være i være i top-100 i maj 2021, men da Alexander Zverev (verdens nummer syv, red.) så mig spille i London, sagde han, at jeg kan nå top-100 allerede i slutningen af 2020. Det gav selvtillid, så det vil jeg prøve at nå.

De selvsikre målsætninger leveres uden nogen form for arrogance. Man fornemmer blot en ambitiøs, ung mand, der trives med at sætte store mål for at have noget konkret at arbejde hen imod.

Mål om placeringer og tidsrammer for disse er da heller ikke grebet ud af den blå luft. De næste år er planlagt ned i mindste detalje. Med hvad det kræver af point at nå de respektive placeringer i tide, og hvilke turneringer der skal spilles for at indfri målene.

Et andet delmål er at sparke døren ind til top-20 i maj 2022 inspireret af det nu 19-årige forbillede Félix Auger-Aliassime, der ligesom Rune vandt en junior-grand slam-turnering kort efter at være fyldt 16 år.

Rune ikke bare fungerer med presset, han har behov for det.

– Hvis man ikke tør sige tingene højt, kan man heller ikke gå efter store mål. Så kan man bare sige, at det ikke var ens mål, hvis man mislykkes. Presset får mig til at tage mig mere sammen, understreger tenniskometen.

Det er nu heller ikke fremmed for ham at nå sine mål før forventet, og han kan blive sindssyg, når omverdenen har for defensive ambitioner på hans vegne.

Som da folk op til sæsonen fortalte ham, at han i 2019 skulle spille grand slam-turneringer for juniorer for at suge til sig og gå efter at vinde én i 2020. “Hvorfor kan jeg ikke vinde én i år?”, spurgte han og triumferede i andet hug.

– Når jeg sætter mig mål, når jeg dem altid og som regel før forventet, siger han.

Det langsigtede, ultimative mål er at blive verdensetter og vinde grand slam-titler, men hvorfor er det lige 16-årige Holger, der ud af tusinder ambitiøse spillere skal blive verdens bedste?
– Jeg føler, at jeg er mere dedikeret. Jeg ser kun få juniorer, der er lige så målrettede. Mange gør det halvt, fordi de også har andre ting, siger Holger Rune.

Hans mor og manager, Aneke, overværer ham træne mindst en gang om dagen og rejser med ud til alle træninger og turneringer internationalt. Hun føler, hun kan spotte dem, der er villige til at ofre alt.

– Alle juniorer er dygtige på dette niveau, men hos nogle af dem kan du ikke mærke passionen, selv om de træner fire-fem timer om dagen. Du kan pege nogle få ud og sige, “HAN har det”. Det er tydeligt at se, siger Aneke Rune.

Hun oplevede tidligt sønnens dedikation. Som da han i børnehaven insisterede på at bære smoking under flyverdragten for at ligne idolet James Bond.

Hun kalder det fantast-genet, som snart skulle vise sig tennismæssigt.

Som seksårig var han drevet af at blive bedre end sin fire år ældre søster, Alma, og trænede sving med ketsjer uden bold i stuen. Værelset var tapetseret med Roger Federer- og Rafael Nadal-plakater.

De blev dog flået ned fra væggen den dag, han viste tegn på vindergenet efter en tabt finale i skumtennis.

– Jeg vil aldrig være nummer to. To er lort, råbte han.

– Han har hele tiden været perfektionist, og jeg må nogle gange sige “slap af”, for der er altid noget, der kan blive bedre, siger Aneke Rune.

I december har den stået på træning i HIK samt i Florida med blandt andre Serena Williams under akademiet hos Patrick Mouratoglou, der i en årrække har været fast træner for Williams.

Nu er Rune så klar til start i Noumea. I første runde bliver udfordringen tyske Matthias Bachinger, der rangerer som nummer 223 i verden. Det sker natten til mandag dansk tid.

/ritzau/