DBU: Hareide beslutter mulig Tomasson-erstatning

Jon Dahl Tomasson bliver ny træner i Malmö FF. Dermed stopper han øjeblikkeligt som assistenttræner for A-landsholdet.

Det betyder, at landstræner Åge Hareide skal finde en ny assistent at samarbejde med til og med sommerens EM-slutrunde.

Nordmanden kan selv beslutte, hvem den kommende assistent bliver.

– Hareide vil beslutte mulig erstatning i løbet af den kommende tid, lyder det på Dansk Boldspil-Unions (DBU) på sin hjemmeside.

Fodbolddirektør i DBU Peter Møller er glad på Tomassons vegne. Han mener, at det er en unik mulighed, at han kan få job som cheftræner i en stor klub.

– Vi vil selvfølgelig ikke stille os i vejen for denne mulighed. Det er stærkt, at en dansk træner kan få et så stort trænerjob. Det er et cadeau til herrelandsholdet og til dansk fodbold, indleder Peter Møller på DBU’s hjemmeside.

– Samtidigt er vi naturligvis ærgerlige over, at Jon forlader herrelandsholdet få måneder før EM til sommer. Vi har dog et fast koncept, og Åge har et godt hold omkring sig, så vi har en rigtig god fornemmelse i forhold til forberedelserne og den fantastiske EM-slutrunde.

/ritzau/