Landin-skade bekymrer landstræner: Ser ikke godt ud

Danmarks forsvarende verdensmestre i herrehåndbold besejrede fredag aften Norge i Golden League-stævnet i franske Metz, der fungerer som optakt til det kommende EM.

Der blev dog dryppet malurt i bægeret, da venstrefløjen Magnus Landin skadede en storetå og efterfølgende måtte modtage behandling.

Om skaden får betydning for Kiel-spillerens deltagelse ved EM er for tidligt at sige, men landstræner Nikolaj Jacobsen udtrykker bekymring over situationen.

– Det ser ikke godt ud. Jeg kan ikke sige mere. Jeg tror ikke, det er et brud, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed. Jeg er nødt til at sige, at hvis det skulle være tilfældet, så er vi virkelig udfordret, siger Nikolaj Jacobsen til Ekstra Bladet.

Landstræneren tilføjer, at han kun har GOG’s Emil Jakobsen at kalde ind fra sin bruttotrup, hvis uheldet for alvor er ude med Landin.

I forvejen sad højrefløjen Lasse Svan ude med en skadet skulder mod Norge, og playmakeren Rasmus Lauge er ukampdygtig med en lægskade.

Danmark skal søndag møde Frankrig i Golden League. Lørdag den 11. januar gælder det så den første kamp ved EM, hvor Island er modstanderen.

/ritzau/