Effektive Real indleder 2020 med sejr i lokalopgør

Real Madrid indledte 2020 med tre point, da storklubben lørdag var på besøg hos lokalrivalen Getafe fra den sydlige del af den spanske hovedstad.

Her blev det til en sejr på 3-0. Det bringer hvert fald for en stund Real Madrid op på førstepladsen i Primera Division med 40 point. FC Barcelona kan senere lørdag generobre den, når Lionel Messi og co. møder Espanyol.

Getafe ligger nummer syv med 30 point.

Selv om slutresultatet vidner om en komfortabel Real Madrid-sejr, så var udeholdet ikke overbevisende i lørdagens opgør.

Luka Modric, Toni Kroos og de andre Real-stjerner sad ganske vist mest på bolden, men Getafe var godt med i første halvleg og lykkedes i flere omgange med at spille sig til afslutningsmuligheder.

Real Madrid fik da også hjælp af Getafe til at komme foran efter lidt over en halv times spil. Her endte Getafe-målmand David Soria med at sende bolden i eget net efter at have forsøgt at bokse et indlæg ud af feltet.

Gæsternes føring blev fordoblet små ti minutter inde i anden halvleg. Igen faldt scoringen efter et Real Madrid-indlæg, men denne gang var det Raphäel Varane, der pandede bolden i mål.

2-0-scoringen lagde en dæmper på Real Madrids offensive iver, mens Getafe-spillerne, som slutfløjtet nærmede sig, blev tilsvarende desperate.

Hjemmeholdet pressede på for at lirke Reals defensiv op, men kvaliteten manglede, når det gjaldt.

Dybt inde i kampens overtid bankede Luka Modric så det sidste søm i Getafes kiste, da han efter en hurtig omstilling sendte bolden i et tomt mål efter en tværaflevering fra Federico Valverde.

/ritzau/