Zlatan tilbage i AC Milan: Jeg kan spille med det samme

Den svenske fodboldstjerne Zlatan Ibrahimovic melder sig klar til at spille med det samme i AC Milan.

Den 38-årige angriber har ellers ikke været i kamp siden slutningen af oktober for Los Angeles Galaxy i den amerikanske liga, Major League Soccer.

– Jeg er klar til at spille i dag, siger han på et pressemøde fredag.

– Jeg har kun været væk i to måneder, fortsætter han og ler af spørgsmålene om hans kampform.

AC Milan er placeret midt i tabellen i den italienske Serie A og tabte senest 0-5 på udebane til Atalanta.

Det skrantende storhold spiller den næste ligakamp på mandag, hvor Sampdoria er modstanderen.

Ibrahimovic spillede for AC Milan fra 2010 til 2012, inden han rykkede videre til Paris Saint-Germain. Svenskeren har igennem karrieren også repræsenteret de to andre italienske topklubber Juventus og Inter.

/ritzau/TT