Manchester Uniteds Paul Pogba er igen ramt af en skade

Manchester Uniteds franske midtbanestjerne Paul Pogba skal opereres for en skade i sin ankel og ventes først at være kampklar igen om en måneds tid.

Det oplyser klubbens manager, Ole Gunnar Solskjær, ifølge Reuters.

– Det er ikke noget større, men det er noget, som skal ordnes og håndteres, sagde Solskjær på et pressemøde efter Uniteds nederlag til Arsenal onsdag.

– Han er blevet rådet til at få det gjort, så hurtigt som muligt. Vi har måttet undvære ham hele sæsonen. Det er et stort tilbageslag, men vi håber, at han er tilbage i løbet af en måned, lød det fra Solskjær.

Pogba er lige kommet sig efter en flere måneder lang skadepause.

Den 22. december fik han knap en halv times spilletid i Premier League-opgøret mod Watford.

I den efterfølgende kamp mod Newcastle var han på banen i 45 minutter, men siden har han ikke været i aktion.

Før sin korte tilbagevenden havde Pogba ikke spillet siden slutningen af september.

/ritzau/