Mourinho efterlyser mere tid og ikke nyindkøb

Manager José Mourinho ser ikke løsningen på Tottenhams problemer ligge i januars transfervindue.

Det på trods af, at hans mandskab har store problemer med at holde nullet, og det blot har vundet en af fire kampe i det hårde kampprogram over jul og nytår.

Problemerne efterlader klubben seks point efter Chelsea på den vigtige fjerdeplads, der giver adgang til Champions League.

– Det dårlige resultat er en fortsættelse af det seneste år. I 12 måneder har det været meget svært at lave resultater på udebane, siger José Mourinho ifølge AFP efter onsdagens 0-1-nederlag i Southampton.

– Arbejdet handler ikke om at købe, det handler om at arbejde med spillerne. Og det er meget svært for os, for vi har ikke tiden til det.

I nederlaget nytårsdag måtte både Tanguy Ndombele og topscorer Harry Kane udgå med skader. Kanes sad i baglåret.

José Mourinho mener, der er tale om en forstrækning, men kan endnu ikke sætte tidshorisont på angriberens fravær.

/ritzau/