Det Internationale Antidopingagenturs (Wada) eksekutivkomité valgte mandag at udelukke Rusland fra internationale sportsbegivenheder i fire år for dopingfusk på anbefaling fra en Wada-ekspertkomité.
Anbefalingerne fra Wadas ekspertkomité, der blev fulgt, betyder blandt andet:
* At Rusland som nation udelukkes fra alle større sportsbegivenheder i fire år. Herunder blandt andet OL i 2020 samt vinter-OL i 2022.
* At kun russiske atleter, der kan bevise, at de ikke har været en del af dopingprogrammet, må deltage i store idrætsevents. Det sker i så fald under neutralt flag.
* At Rusland i de kommende fire år ikke må byde på eller få tildelt store idrætsevents.
* At Rusland skal fratages værtskabet for alle de events, landet skulle afvikle i løbet af de næste fire år – med mindre det af praktiske årsager er umuligt at flytte værtskabet til et andet land.
* At det russiske flag ikke må vaje i forbindelse med store idrætsevents i en fireårig periode.
* At russiske regeringsrepræsentanter ikke må vise sig til store idrætsbegivenheder som eksempelvis OL og VM.
* At ingen ledende medlemmer af den russiske olympiske komité i en fireårig periode må deltage ved OL eller ved andre store idrætsevents.
* At det russiske antidopingagentur (Rusada) bliver erklæret non-compliant, hvilket betyder, at landet ikke lever op til Wadas standarder og retningslinjer.
* Wada anbefaler desuden de enkelte sportsforbund at udelukke Rusland fra diverse verdensmesterskaber. Om Rusland eksempelvis udelukkes fra VM i fodbold i Qatar 2022 er endnu uklart.
* Derimod får sanktionerne ikke indflydelse på Ruslands deltagelse og værtskab for EM i fodbold næste sommer.
* Rusland kan inden for tre uger appellere Wadas afgørelse til Den Internationale Sportsdomstol, CAS.
/ritzau/