Odense Bulldogs fyrer træneren

Ishockeyklubben Odense Bulldogs har fyret cheftræner Pelle Svensson og erstattet ham med Marc Lefebvre.

Det sker efter en stribe dårlige resultater og senest syv ligekampe i træk uden sejr.

– Vi har løbende vurderet holdets præstationer, og pt. lever holdet ikke op til det potentiale, som vi ved, der er i holdet. Der har været mange tætte kampe hen over sæsonen, men tætte kampe giver ikke point på kontoen.

– Vi vurderer derfor, at der skal ske noget nyt på trænerfronten for at vende den stime af nederlag, som den seneste tid har budt på, siger sportschef Henrik Benjaminsen i en pressemeddelelse.

Odense ligger sidst i Metal Ligaen med blot 12 point for 19 kampe.

/ritzau/