Golfstjerne sender bolde i vandet og må forlade turnering

Den britiske golfspiller Eddie Pepperell får ikke mulighed for at spille Turkish Airlines Open på European Tour til ende.

Lørdag blev den 28-årige golfspiller diskvalificeret i forbindelse med tredje runde, efter at briten løb tør for golfbolde og ikke kunne gennemføre et par fem-hul.

Pepperell ramte med alle sine slag et vandhul, og da han til sidst ikke havde flere bolde på sig, forlod han banen.

Dermed havde arrangørerne ikke anden udvej end at smide ham ud af turneringen. Det sker yderst sjældent, at en spiller på European Tour bliver diskvalificeret for ikke at være i stand til at gennemføre et hul.

Den tyske konkurrent Martin Kaymer befandt sig tæt på Pepperell, der var hurtig til at forlade banen uden at sige noget.

– Eddie kom over for at fortælle os, at han var løbet tør for bolde. Så gik han, siger amerikaneren.

Kaymer vidste ikke, om Pepperell havde sendt fire eller fem bolde i vandhullet.

– Det foregik så hurtigt, at det var svært at følge med. Han spurgte ikke en gang, om han kunne låne en. Det virkede ikke som om, at han ville spille mere, siger Martin Kaymer.

Kaymer, der tidligere har vundet majorturneringen US Open, har aldrig oplevet noget lignende. Han erindrer kun at have set noget lignende i den amerikanske komediefilm Tin Cup med Kevin Costner i hovedrollen fra 1996.

Eddie Pepperell fortalte senere på lørdagen, at han “ikke havde mere at tilføje” til episoden, og at han i øvrigt ikke huskede, hvor mange bolde han havde sendt i vandet.

Pepperell er aktuelt nummer 47 på verdensranglisten.

Fjerde og sidste runde af Turkish Airlines Open spilles søndag. Danske Joachim B. Hansen indtager tiendepladsen – seks slag fra den førende Matthias Schwab fra Østrig.

/ritzau/Reuters