Sønderjyske slår Brøndby og får første sejr siden juli

Sønderjyske hentede første ligasejr siden sejren over Lyngby i slutningen af juli, da mandskabet søndag på hjemmebane slog Brøndby 2-1 i 3F Superligaen.

Samtidig var det andet nederlag på stribe for Brøndby, der igen sejlede i defensiven.

Sønderjyske kom frem til de største chancer kampen igennem og kunne sagtens have lavet flere mål mod det tvivlsomme Brøndby-forsvar.

Christian Jakobsen scorede det første mål mod sin tidligere klub i første halvleg, mens Patrick Banggaard scorede ti minutter før tid efter et dumt drop af Brøndby-målmand Marvin Schwäbe.

Dominik Kaiser reducerede på et frispark.

Med hjemmesejren hopper Sønderjyske op på syvendepladsen med 15 point. Brøndby er lige foran med 16 point på sjettepladsen.

I det 33. minut sparkede Brøndbys Johan Larsson forbi bolden, så Sønderjyskes Rilwan Hassan blev helt fri i feltet, og han kunne nemt spille holdkammerat Christian Jakobsen fri til scoring.

Fem minutter senere var Sønderjyske meget tæt på at komme yderligere i front, men angriberen Mart Lieder måtte se sit hovedstød prelle af på stolpen.

Sønderjyske kom på 2-0 efter 79 minutter, da målmand Marvin Schwäbe tabte bolden efter et hjørnespark, og herefter fik forsvarsspilleren Patrick Banggaard bugseret bolden ind over stregen.

I det 85. minut fik Brøndbys Dominik Kaiser bragt spænding tilbage i opgøret, da han for anden kamp i træk scorede direkte på frispark.

/ritzau/