Johan Hansen er i gang med sin sidste sæson i Bjerringbro-Silkeborg (BSH) i denne omgang.
Landsholdsfløjen, der er færing, men var med til at vinde VM-guld med Danmark i starten af året, er blevet solgt til en unavngiven klub i udlandet, hvortil han skifter til sommer.
Det skriver BSH i en pressemeddelelse.
Dermed skifter færingen klub, et år før hans kontrakt med BSH står til at udløbe.
Over for Ritzau fortæller direktør i BSH Jesper Schou, at navnet på Hansens nye klub vil blive offentliggjort senere lørdag.
– Jeg har nydt hvert et sekund, jeg har haft i Bjerringbro-Silkeborg, siger Johan Hansen i pressemeddelelsen.
– Det har været det helt rigtige for mig, lige fra jeg tog skridtet fra Skanderborg til Bjerringbro-Silkeborg, hvor der var styr på alting. Både klubben og trænerteamet var klar til at hjælpe mig fra dag et.
Johan Hansen har spillet for Bjerringbro-Silkeborg siden sommeren 2015.
– Fra starten, da Johan kom til Bjerringbro-Silkeborg, var det et mål for både Johan og os som klub at få ham med omkring det danske landshold og videre til en udenlandsk klub, siger Jesper Schou i pressemeddelelsen.
– Vi havde håbet på at kunne beholde ham længere, men da vi skrev en langvarig kontrakt, var vi klar over, at tiden kunne komme, inden kontrakten stod til udløb i 2021.
BSH skal lørdag i aktion mod Fredericia i Herre Håndbold Ligaen.
Johan Hansen og co. ligger inden kampen på tabellens sjetteplads med fem point efter fire kampe.
/ritzau/