Roglic fuldender historisk triumf og vinder Vueltaen

Primoz Roglic gjorde søndag arbejdet færdigt.
Her rullede den 29-årige slovener over målstregen i Madrid som samlet vinder af Vuelta a España på grand tour-løbets sidste etape.
Den blev efter en massespurt vundet af Fabio Jakobsen (Quick-Step), der dermed tog sin anden etapesejr i dette års udgave af det spanske løb.

Roglic er den første slovener nogensinde, der vinder et af cykelsportens tre grand tour-løb.
På vej til karrierens største triumf har Roglic, der mødte op til Vueltaen som storfavorit til den samlede sejr, vundet en enkelt etape – en enkeltstart på løbets 10. etape.

Generelt har 2019 været mere end godkendt for den tidligere skihopper. Den samlede triumf i Vueltaen er Roglics 11. sejr i år, hvor det blandt andet også er blevet til samlede førstepladser i både Tirreno-Adriatico og Romandiet Rundt.
/ritzau/