FAKTA: Bliv klogere på PostNord Danmark Rundt

Her kan du blive lidt klogere på PostNord Danmark Rundt, der køres onsdag til søndag.

* Cykelløbet Danmark Rundt blev første gang kørt i 1985. Dengang under navnet Bikuben Danmark Rundt og senere Post Danmark Rundt. I 2016 skiftede løbet navn til PostNord Danmark Rundt, som det hedder i dag.

* Løbet blev ikke kørt fra 1989 til 1994.

* Jesper Worre blev den første dansker til at vinde Danmark Rundt i 1986. I dag er han løbsdirektør for løbet.

* Jakob Fuglsang er den rytter, der har vundet Danmark Rundt flest gange. Tre løbssejre er det blevet til: 2008, 2009 og 2010. Norske Kurt-Asle Arvesen og danske Michael Valgren har vundet løbet to gange hver, mens 21 ryttere har vundet en gang hver.

* I alt har løbet 12 gange haft en dansker på podiets øverste trin. Foruden Worre, Fuglsang (3) og Valgren (2), har Kim Andersen, Bjarne Riis, Rolf Sørensen, Jakob Piil, Christopher Juul-Jensen og Mads Pedersen vundet.

* De seneste seks år har der været en dansker på podiet i Danmark Rundt. Det er sket seks gange i alt, at der ikke har været en dansker i top-3.

* Danske Matti Breschel er den rytter, der har vundet flest etapesejre i Danmark Rundt. Det er sket ni gange. Jesper Skibby og italienske Nicola Minali har vundet næstflest med hver fem etapesejre.

* Det er også Matti Breschel, der har kørt flest dage i løbets førertrøje, selv om det aldrig er lykkedes danskeren at beholde den hele vejen til mål. Breschel har i alt kørt i førertrøjen i 12 dage, mens Rolf Sørensen på andenpladsen har kørt 11 dage i førertrøjen.

* 1. etape starter onsdag i Silkeborg. Fire gange tidligere har Silkeborg været startby i Danmark Rundt. Aarhus er den by, der flest gange har fungeret som startby under Danmark Rundt. Det er sket ti gange.

* Frederiksberg, der igen i år er målby for Danmark Rundt på den sidste etape, har 23 gange tidligere været målby under Danmark Rundt og er dermed den by, der flest gange har fungeret som målby. Vejle har været målby 20 gange og er også målby på 3. etape i år.

Kilder: PostNord Danmark Rundt.

/ritzau/