Juventus og City bytter backs

Juventus og Manchester City bytter højre backs inden den kommende sæson, bekræfter begge klubber.

Juventus får tilgang af 28-årige Danilo Luiz Da Silva, som oftest bare kaldes Danilo, mens Manchester City i stedet har hentet 25-årige João Cancelo i den italienske klub.

Juventus meddeler på sin hjemmeside, at klubben har købt Danilo og har indgået en femårig aftale.

Danilo koster 37 millioner euro (cirka 276 millioner kroner), og beløbet skal ifølge Juventus betales i en treårig periode.

Den italienske mesterklub slipper i det hele taget bedst ud af handlen økonomisk, da den engelske mesterklub ifølge Juventus betaler 65 millioner euro (cirka 485 millioner kroner) for Cancelo, som har indgået en kontrakt til sommeren 2025 med City.

– City er en fantastisk klub med en fantastisk manager, og jeg er glad for at være her. Alt omkring dem har imponeret mig fra faciliteterne til spillestilen.

– Jeg forsøger altid at udvikle mit spil og vinde trofæer, og det tror jeg, at jeg kan gøre her, og jeg ser frem til at teste mig selv i den kommende sæson i Premier League, siger João Cancelo ifølge Citys hjemmeside.

/ritzau/