Efter løst konflikt: Stjernerne er med i Danmarks EM-trup

Badminton Danmark har udtaget 18 spillere, der skal forsvare det danske EM-guld. Axelsen og Antonsen er med.

Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Line Kjærsfeldt er blandt de danske spillere, der skal forsvare de danske guldmedaljer ved EM.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Det har kun været muligt for forbundet at udtage elitespillerne, fordi det søndag lykkedes parterne at forhandle en ny landsholdsaftale på plads.

I alt har den sportslige ledelse i forbundet udtaget 18 spillere, der til februar skal spille EM for blandede hold på hjemmebane i Frederiksberg Hallerne.

– Det er klart, at når vi er værter for EM for blandede hold, har vi en ambition om at genvinde titlen og samtidig give de danske fans en god oplevelse.

– Så vi har udtaget det hold, som vi mener er stærkt nok til at spille med om guldet på finaledagen, siger cheftræner for landsholdet Kenneth Jonassen.

Holdet består foruden Axelsen, Antonsen og Kjærsfeldt af Rasmus Gemke, Mia Blichfeldt og Julie Dawall, der alle skal spille single.

Doublespillerne er Kim Astrup, Anders Skaarup Rasmussen, Mads Kolding, Frederik Søgaard, David Daugaard, Mathias Christensen, Niclas Nøhr, Sara Thygesen, Maiken Fruergaard, Rikke Søby, Alexandra Bøje og Christinna Pedersen.

I september 2018 opsagde Badminton Danmark den tidligere landsholdsaftale, som både forbundet og spillerne i flere år havde været utilfredse med.

En ny aftale nåede ikke at komme på plads i opsigelsesperioden, der udløb ved udgangen af november.

Striden mellem parterne har blandt andet handlet om spillernes rettigheder og forpligtigelser i forhold til aftalens kommercielle bestemmelser.

Da den månedlange strid ikke kunne løses, forsøgte Badminton Danmark at få forhandlet individuelle aftaler på plads med spillerne.

Kun damesinglen Mia Blichfeldt skrev under på en sådan aftale, mens de øvrige spillere stod fast på at få en kollektiv aftale.

Det har de fået nu, og derfor kan de alle deltage ved EM og igen træne i Det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby.

Danmark er til EM i gruppe med Frankrig, Holland og Spanien. De forsvarende mestre åbner onsdag 13. februar mod Frankrig klokken 18.

/ritzau/