Dansk trænerteam er landet solidt i belgiske Gent

Johnny Mølby startede 1. december som assistenttræner for Jess Thorup i den belgiske klub Gent.

Johnny Mølby har fået en god start på sit nye job som assistenttræner i Gent, der siden oktober sidste år har haft Jess Thorup som cheftræner.

Mølby tiltrådte i den belgiske klub lørdag 1. december, og fra trænerbænken har han set den belgiske klub spille sig til fem sejre og en uafgjort i de seneste ni kampe.

– Det er gået fint. Det er altid noget andet, når man kommer til et nyt land og skal lære en helt anden liga og en masse nye spillere at kende.

– Men jeg synes, at jeg er kommet rigtig fint i gang og har et godt samarbejde med Jess og de andre i trænerteamet, siger Mølby.

Han er specielt glad for de ambitioner, klubben har. Den drømmer om at vinde det belgiske mesterskab og spille Champions League.

Men ambitionen for denne sæson er at slutte i top-6, og den placering har Gent netop nu, hvor holdene i toppen ligger tæt, og der er kun tre point op til fjerdepladsen og fem point til tredjepladsen.

Dermed har det danske trænerteam fået en solid start i klubben, og Mølby er glad for samarbejdet med sin danske kollega, som han aldrig har arbejdet sammen med før.

– Vi skal selvfølgelig lige lære hinanden at kende, og jeg skal lære Jess tanker omkring, hvordan han gerne vil spille.

– Men når man er to danskere i et andet land, så bruger man rigtig mange timer sammen både på og uden for banen.

– Så vi kommer tættere og tættere på hinanden, og det er tydeligt at mærke, at vi kender hinanden meget bedre nu, end da jeg startede, siger Mølby.

Han er imponeret af den belgiske liga, hvor han også som spiller tilbragte et par år i klubben Mechelen i perioden 1994-1996.

Men han ser en klar forskel på dengang og nu, hvor langt flere udenlandske spillere tager turen forbi belgisk fodbold.

– Det er en liga, som er på et rigtig højt niveau og en liga, hvor der er en masse forskellige udenlandske spillere og trænere. Det gør, at der er alle mulige forskellige stilarter og spillestile, man skal forholde sig til.

– Spillere vil gerne hertil, fordi de bliver sendt herfra til Frankrig og Tyskland og de helt store ligaer, så det er en meget interessant liga, siger han.

Mølby har kontrakt med Gent til sommeren 2021.

/ritzau/