Rådhuspandekager venter de tømmermændsramte verdensmestre

Den traditionsrige rådhuspandekage blev for første gang serveret i 1928 for den belgiske konge.

Flere af de danske håndboldherrer fejrede mandag morgen stadig VM-titlen på en bar i Herning.

Men mandag eftermiddag skal de videre, – med tømmermænd eller ej – for at blive hyldet på Rådhuspladsen efter deres imponerende VM-titel, der blev hevet hjem på overbevisende manér med en finalesejr på 31-22 over Norge.

Det bliver akkurat samme procedure, som da holdet vandt EM i 2012, hvor overborgmester Frank Jensen (S) lykønskede dem og bød dem på de traditionsrige rådhuspandekager.

Netop rådhuspandekagerne er en helt speciel dansk tradition.

De første, der fik lov at opleve dem på rådhuset var dog en belgisk delegation, da landets konge kom på besøg i 1928.

I 1967 blev rådhuspandekagerne serveret for befolkningen på et langbord, der løb hele vejen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen. Det skete i forbindelse med, at København fejrede 800-års jubilæum.

Der var tale om et kaffebord på 1,6 kilometer, og det sendte København i Guinness Rekordbog.

70.000 rådhuspandekager blev serveret og 80.000 kopper kaffe blev langet over bordet den dag ifølge DR. Det var dobbelt så meget, som kommunen havde regnet med. Videoklip fra den dag viser, hvordan folk stod i kø ned ad Strøget på den historiske dag.

Selve opskriften stammer efter sigende fra den tidligere ejer af Langelinie Pavillonen Frantz Christensen og køkkenchefen Phillip Olsen.

Senere endte opskriften ved Store Kro i Fredensborg, som var leverandør til Københavns Rådhus.

Store Kro lovede angiveligt, at den ville holde opskriften hemmelig og kun servere pandekagerne, når Københavns Kommune var vært.

I dag kan opskriften dog findes på internettet, og en hel del har smagt pandekagerne. Blandt dem Danmarks fodboldlandshold efter EM-sejren i 1992, og i 1998 den tidligere konge af Jordan, Hussein bin Talal.

I dag er det muligt at booke særrundvisninger på grupper ned til fem personer, hvor man kan smage de berømte pandekager.

Men først skal de nykårede verdensmestre lige forbi mandag klokken 17.

/ritzau/