Chelsea sender Alvaro Morata på leje i Atlético Madrid

Den spanske angriber Alvaro Morata skifter fra Chelsea til Atlético Madrid på en lejeaftale i 18 måneder.

Atlético Madrid forstærker sig med den 26-årige spanske angriber Alvaro Morata.

Det bekræfter klubben på sin hjemmeside mandag, hvor det oplyses, at Morata skifter Chelsea ud med den spanske hovedstadsklub på en lejeaftale, der løber i 18 måneder.

– Alvaro Morata er nu Atlético-spiller. Han har allerede underskrevet en kontrakt for resten af denne sæson og for den kommende sæson, efter at vores klub (Atlético, red.) er blevet enig med Chelsea, og spilleren klarede lægetjekket, skriver Atlético på sin hjemmeside.

Alvaro Morata ser frem til at vende tilbage til spansk fodbold og den klub, hvor han var tilknyttet som ungdomsspiller, inden han via Getafe skiftede til rivalen Real Madrid.

– Jeg er meget glad og stolt over at være her. Jeg kan slet ikke vente med at komme i gang med at træne og møde mine nye holdkammerater og spille kamp, siger Morata til hjemmesiden.

Han tilbragte fire år i klubbens ungdomsakademi, inden han i Real Madrid blev udskreget til at være et stort talent.

Morata slog dog aldrig for alvor igennem i Real Madrid, som en angriber klubben ville satse på.

Han spillede to sæsoner i Juventus med stor succes, inden han vendte tilbage til Real Madrid, som i 2017 solgte ham til Chelsea.

Alvaro Morata har spillet 27 landskampe for Spanien og er noteret for 13 mål.

I sin klubkarriere som seniorspiller er Morata noteret for 82 mål og 37 assister.

Atlético Madrid ligger på andenpladsen i Primera Division og har fem point op til FC Barcelona på førstepladsen.

/ritzau/