Viborg booker kvartfinale i EHF Cuppen med sejr

Viborg HK vandt hjemme over russiske FC Kuban Krasnodar og er dermed klar til kvartfinalerne i EHF Cuppen.

Viborgs håndboldkvinder blev søndag klar til kvartfinalen i EHF Cuppen, da Viborg HK hjemme besejrede russiske FC Kuban Krasnodar i gruppespillet.

Viborg vandt med et enkelt mål, og 26-25-sejren betød, at Viborg hentede sin fjerde sejr i træk i gruppe C.

Dermed topper det danske mandskab gruppen med otte point foran netop Krasnodar, der har to sejre og to tabte kampe.

De øvrige to hold i gruppen kan ikke længere true Viborg med to spillerunder tilbage i gruppen.

Viborg-træner Jakob Vestergaard understreger da også, at klubben ikke har tænkt sig at nedprioritere EHF Cuppen, som står i skyggen af Champions League.

– Vi spiller altid for at vinde og kan også mærke, hvor meget sådanne sejre giver til holdet. Det skal man ikke undervurdere.

– At vinde tanker selvtillid, og vi mærker, hvordan det, vi går og træner, faktisk også er det, vi lykkes med. Det er en kæmpe kvalitet, så nej vi nedprioriterer ikke EHF Cuppen, nu vi er sikre på avancement, siger Jakob Vestergaard til klubbens hjemmeside.

Lørdag blev Ikast-Herning også klar til kvartfinalerne med en 28-25-sejr over Metzingen, mens Nykøbing Falster Håndboldklub ude vandt over spanske Bera Bera.

Dermed har Nykøbing stadig mulighed for at sikre avancement på en af de to øverste pladser i gruppe D.

Den samme kurs har Team Esbjerg sat med en udesejr på 32-27 søndag over tyske Bietigheim.

Sejren betyder, at Esbjerg topper gruppe A, men matematisk stadig ikke er helt sikker på avancement til kvartfinalen.

/ritzau/