Team Danmark: Badmintonaftale forhindrer idrætstragedie

Mange års arbejde i dansk badminton er reddet med ny aftale, mener Team Danmark-direktør Lone Hansen.

Det vakte både glæde og lettelse hos Team Danmark, da Badminton Danmark og elitespillerne søndag præsenterede en ny seksårig landsholdsaftale.

– Det er meget glædeligt og en stor lettelse, at det er lykkedes at indgå en aftale. Elitearbejdet i Brøndby er en juvel i dansk eliteidræt.

– Den daglige træning er i verdensklasse, hvor talenter sluses ind og får sparring af nogle af verdens bedste trænere og spillere, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen i en pressemeddelelse.

Badminton Danmark opsagde i 2018 den tidligere landsholdsaftale, som begge parter mente, trængte til en præcisering.

En ny aftale nåede ikke at komme på plads i opsigelsesperioden, der udløb ved udgangen af november.

Derfor har de bedste danske spillere ikke som vanligt kunnet træne i Det Nationale Elite Træningscenter i Brøndby, men har selv stået for at booke træningsbaner.

Med den nye aftale får spillerne igen optimale betingelser og er også til rådighed for landsholdet igen.

Den aftale har reddet dansk badminton ifølge Team Danmark-direktøren.

– Det er et miljø med meget stærke kompetencer, som tager mange år at bygge op, og derfor ville det være en tragedie for dansk eliteidræt, hvis det ikke var lykkedes at indgå en aftale.

– Jeg glæder mig helt ind i mit idrætshjerte til at se Brøndby Hallen summe af liv og fjerbolde igen, siger Lone Hansen.

/ritzau/