Ronaldo sikrer Juventus sejr i Rom to minutter før tid

Juventus var bagud 0-1, men kom tilbage og vandt 2-1 ude over Lazio i Serie A søndag aften.

Juventus var tæt på at smide point søndag aften, da den italienske storklub var på besøg hos Lazio i Rom.

Juventus var bagud 0-1, men fik udlignet et kvarter før tid, inden det med to minutter tilbage af kampen lykkedes superstjernen Cristiano Ronaldo at sikre 2-1-sejren på et straffespark.

Juventus jagter sit ottende mesterskab i træk, og med et solidt forspring i Serie A kunne storklubben nok have overlevet et pointtab i Rom, uden at det ville skabe kaos.

Med de tre point topper Juventus nu rækken med 59 point, og klubben har hele 11 point ned til Napoli på andenpladsen. Og det er efterhånden vanskeligt at forestille sig, at Juventus sætter så meget til.

Napoli fik lørdag aften blot et enkelt point ud af anstrengelserne, da Napoli spillede 0-0 ude mod AC Milan.

Efter en times spil uden mål i Rom gik det dog galt for Juventus.

Lazio tog et hjørnespark, og blandt venner og fjender blev gæsternes Emre Can noteret for et selvmål.

Føringen holdt til et kvarter før tid, så sparkede Joao Cancelo bolden i mål for Juventus til 1-1.

Så lignede det et enkelt point til hvert hold. Men i det 88. minut fik Juventus tilkendt et straffespark, som Ronaldo omsatte til en scoring, der sikrede 2-1-sejren.

Tidligere søndag var Christian Nørgaard for en sjælden gangs skyld med fra start for Fiorentina. Men den danske midtbanespiller blev skiftet ud i pausen, da Fiorentina vandt 4-3 ude over Chievo.

AS Roma fik 3-3 ude mod Atalanta, og Torino slog hjemme Inter 1-0 i et opgør, hvor Inter fik Matteo Politano udvist med rødt kort fire minutter før tid.

/ritzau/