DIF-formand: VM-guld i håndbold er enestående

DIF-formand Niels Nygaard roste både resultatet og måden, at Danmark vandt VM-guld i håndbold på i Herning.

Det var tid til de store ord, da de danske håndboldherrer søndag havde sikret sig VM-guld for første gang i historien.

I finalen i Herning blæste Danmark de norske spillere omkuld, og Danmark slog Norge 31-22 for fulde gardiner i Boxen i Herning.

Efter tre tabte VM-finaler tidligere i historien, kunne de danske spillere hænge guldet om halsen, og det skabte naturligt glæde i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

– Kæmpe tillykke til håndboldherrerne og Dansk Håndbold Forbund (DHF) med VM-titlen.

– Det er en enestående præstation. Ikke alene guldet i sig selv er en unik bedrift, men måden, det er sket på med ti sejre i træk, fortjener også anerkendelse. Håndboldlandsholdet har ganske enkelt spillet fremragende, siger Niels Nygaard, der er formand i DIF, i en pressemeddelelse.

Nygaard benyttede VM-guldet til at rose hele det elite- og talentarbejde, der foregår i DHF-regi ude i de danske håndboldklubber.

– Det er frivillige håndboldfolk, der træning efter træning gennem årene har udviklet de her håndboldgutters evner og glæde ved spillet fra de var små drenge.

– Det glæder mig usigeligt, at den danske foreningsmodel har været medvirkende til, at vi i dag står med en flok store stærke verdensmestre i herrehåndbold.

Niels Nygaard glæder sig også over, at Danmark med VM-titlen i håndbold nu også er sikret deltagelse ved OL i Tokyo i 2020.

– Det er et stort plus i vores forberedelser og muligheder for at lave det optimale setup for OL. Derudover er det jo fantastisk, at vi igen bliver repræsenteret i Tokyo med en holdsport, der kører i stort set hele OL-perioden, siger Niels Nygaard.

Ved det seneste OL i Rio i 2016 vandt de danske håndboldherrer guld.

/ritzau/