Pinds perspektiv: Den folkelige vrede

Pinds perspektiv: Den folkelige vrede

Den var indestængt. Klemensker Land- og Byforenings Elsebeth Pedersens vrede over, at ”indlandsbornholm” – et for mig nyt, men godt udtryk – ikke var tilgodeset i kommunens debatoplæg til kommuneplan.

Hun forudskikkede, at byer som Klemensker, Østermarie, Østerlars – men også den store by på midten af øen, Aakirkeby – føler sig overset. Og efterlyser en strategi.

Man skal passe på med at overhøre disse signaler. Fra aktive mennesker. Der brænder for deres lokalområde. Og kan stemme. I det hele taget fornemmer jeg en aktivisme på vej, hvor folk ser, at de faktisk kan påvirke tingene. Og siger fra. Politik er ikke – og skal ikke være – forbeholdt karrierepolitikere. Det skal være folkeligt. Hvilket også stiller krav til folk selv. Alt for længe er disse diskussioner blevet overladt til de få. I netop Østermarie, Østerlars, Rø, Knudsker, Klemensker, Pedersker, Rutsker og Bodilsker kan man se resultaterne.

Der er for lidt idéudvikling til, hvordan der også her skabes andel i den udvikling, man generelt ser på Bornholm. Skal man nødvendigvis se udvikling, fordi en by engang var stationsby eller var levende? Ikke nødvendigvis. Men som skrevet før, bor her mennesker – og vi bør hjælpes ad med at prøve at se, om alt det nye også her kan medføre en bæredygtig udvikling. Med tilskud og støtte? Nej. Men ved at skabe rammevilkår og prøve at understøtte idérigdom og diskussion om, hvad der kan lade sig gøre.

I modsat fald vil folk blive vrede. Og man skal passe på med folkelig vrede. Den kan føre voldsomme ting med sig.

Prøv blot at tage mit gode gamle parti, Venstre, hvor en næstformandsglød efter sommerferien med et antændte en længe ulmende ild, så hele formandskabet nu er truet og en ny partileder skimtes i horisonten. Det man lader ligge uløst, har det med på det værst tænkelige tidspunkt at komme tilbage til en.

For mig har det være en oplevelse af de bedre at se, hvordan selve partiets organisation har håndteret dette. Det er sådan set derfra, jeg finder mine forhåbninger om, at deltagelse i det offentlige liv vil blive en naturlig pligt for mange mennesker. Stille og roligt har man over hele landet, i vælgerforeninger, kredsforeninger, regioner og kommuner haft møder, hvor man har spurgt hinanden, hvad man skulle stille op. Man er gået tilbage til medlemmerne og har indhentet mandat. Man er vendt tilbage med mandatet. Og i disse timer og dage meddeles disse mandater så behørigt, og en diskussion tager sin form derefter. Det er meget fornemt. På en ubehagelig baggrund.

Vi skal sørge for at lytte til hinanden. På Bornholm, når der opstår en pludselig resonans, som enhver kan se, når man kigger efter og medgiver, at de små indlandsbornholmske samfund har det svært. Det er vigtigt at lytte, når det siges. Ligesåvel som det er vigtigt, når tunge organisationsfolk i de store politiske partier lader til at have fået nok og vil have ro – og orden. Det er bedst at høre efter i god tid … Ellers ender det med ganske voldsomme – men heldigvis demokratiske – forandringer.