“Vi flytter pr 1. april ind i ejendommen og ser frem til en travl og livlig sommer i Boderne“, skriver Katrine Krog Petersen i en pressemeddelelse.
Katrine Krog Petersen og Simon R. Christoffersen vil fortsætte succésen med at servere kvalitetssmørrebrød, men vil også tilbyde andre friske anretninger til frokost. Desuden vil det nye forpagterpar køre aftenrestaurant i højsæsonen og andre udvalgte perioder.
Simon R. Christoffersen kommer fra en stilling som køkkenchef på Musikhuset i Aarhus men er også kendt fra sit køkken på Sostrup Slot. Som køkkenchef på Sostrup Slot deltog han blandt andet i Local Cooking konkurrencen på Djursland, hvor han blev publikumsfavorit, og han deltog i produktionen af kogebogen Østjyske Signaturretter sammen med Danmarks bedste kokke.
“Simon går op i de enkle smagssammensætninger og rene smage og i at bruge lokalsamfundet og naturen tæt på. Han insisterer på, at alt skal være friskt og følge årstidens gang og ser frem til at fastlægge den endelige menu, når vi har undersøgt de lokale råvarer, snakket med lokale leverandører og sonderet den nærliggende natur“, hedder det i pressemeddelelsen.
Fællesspisning
Katrine Krog Petersen indtager rollen som restaruantchef og afslører allerede nu sit kendskab til de bornholmske drikke- og fødevareproducenter.
“Vi vil sørge for en solid drikkevaremenu, hvor vi benytter os af lokale bornholmerproducenter som Small Batch og Nordic Fermentation“, hedder det således i pressemeddelesen.
Parret viderefører desuden sidste års vellykkede koncept med jazz-aften og vil indføre en ugentlig fællesspisning med delemad, langborde og live-musik.
”Vi har også taget den lille hyggelige iskiosk til os og vil finde på spændende forfriskninger til turen på den skønne strand lige nedenfor.”