DGI Bornholm vil nu opfordre lokalpolitikerne til at finde en samlet løsning for foreningerne.
”Efter lukningen af Østre Skole er flere idrætsaktiviteter blevet henvist til midlertidige lokaler, blandt andet gymnastikhold, dansehold og taekwondo. Enkelte aktiviteter har fået lov til at blive på skolen indtil videre, men er usikre på fremtiden, herunder Rønne Skytteforening og RIK Bordtennis,” står der i DGI’s indstilling til Idrættens Videns- og Kompetenceråd (IVK), som skal drøfte spørgsmålet i næste uge.
”Dette, sammenholdt med, at Almegårds Kaserne har opsagt alle sine lejere, hvoraf flere aktiviteter også står over for en usikker fremtid gør, at DGI Bornholm ønsker, at IVK ser på en samlet løsning,” fortsætter indstillingen.
DGI Bornholms kommer med to forslag: At rådet beslutter at udarbejde en oversigt over, hvilke foreninger og aktiviteter der er berørt af lokaleændringerne. Og at man laver et løsningsforslag, som kan præsenteres for de folkevalgte politikere i Job-, Udviklings- og Fritidsudvalget.
Idrættens Videns- og Kompetenceråd er et råd bestående af idrætsaktører fra DGI Bornholm, Bornholms Idrætsråd, lokale foreninger og to kommunale medarbejdere.