Fredag den 1. marts var sidste frist for at ansøge til den censurerede udstilling, og allerede her onsdag formiddag ankommer bedømmelseskomiteen til Svanekegården for at se og udvælge de bedste værker.
Censureringen er i år lagt i hænderne på skulptøren Henrik Menné samt billedkunstnerne Lars Høeg og Hjördis Haack, der begge har censureret på Charlottenborg.
– Der kommer en, der har været med tidligere, og to nye, fortæller Vibeke Eskesen.
Sidste år var 39 kunstnere repræsenteret med 89 værker, og Vibeke Eskesen forventer en lignende fordeling i forbindelse med årets udstilling, der både kan tælle kunstværker indenfor tekstil, grafik, skulpturer og collager.
Blandt dem, der bliver udvalgt til at deltage i udstillingen, vil der blive givet to legater af hver 5.000 kroner, og det er også censorerne, der begrunder og udvælger, hvem der skal modtage de to studie- og rejselegater.