Sådan siger Carsten Jensen, administrerende direktør i Molslinjen på dagen, hvor rederiet runder seks måneders sejlads i Østersøen.
1. september overtog det Aarhus-baserede rederi den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm, og efter en lidt hård start er der ved at komme lidt mere ro over tingene, og kritikerne er ikke helt så hårde, som de var i starten.
Spørgsmålet er, hvorfor der skulle gå så lang tid – var Molslinjen godt nok forberedte på det, der ramte dem tilbage i september?
– Et færgeskift er en stor operation, og vi var jo i en situation, hvor der var en stor operatør, der skulle fungere til det sidste, så ja, jeg synes, vi var så godt forberedte, som vi kunne være, siger Carsten Jensen til Bornholms Tidende.
Det var dog først forleden, at Molslinjen meldte ud, at rederiet kunne bruge en slæbebåd til at hjælpe hurtigfærgen Express 1 i Rønne Havn, så man fremover måske kan undgå at aflyse helt så meget, som man gjorde i starten, hvor 56 afgange i løbet af de første fire en halv måneder måtte aflyses.
– Kunne vi have gjort det tidligere? Det kan man altid diskutere, siger Carsten Jensen.