Direktør: Nyt museum kan blive det nye samlingssted med over 650 kvadratmeter at mødes på

Når det kommende museum i Rø slår dørene op for offentligheden, så kan det sætte gang i helt nye perspektiver for aktiviteter, der kan samle folk.

Det vurderer Jacob Bjerring-Hansen fra Bornholms Museum:

– Det kommende museum vil i den øverste etage have et stort rum på 650-700 kvadratmeter, hvor det er gratis at komme, hvor der vil være en café, og hvor man for eksempel efter en lang gåtur kan gå ind og sætte sig og få varmen – og hvor man samtidig kan få nogle små museumsoplevelser.

Jacob vurderer, at det store rum kan bruges til mange forskellige arrangementer, og at det sagtens kan gå hen og blive et populært sted at komme. Blandt andet har Ældresagen over for museet efterlyst lokaler, hvor der kunne holdes arrangementer.

– Ældrerådet påpegede overfor os, at der jo faktisk ikke er så mange steder på Bornholm, hvor man går ind og sætter sig og får en kop kaffe. De kunne godt forestille sig, at der kunne være foredrag og musik, og hvad der ellers kan være af ting om vinteren. Hidtil har bibliotekerne været brugt til den slags, men meldingen fra Ældrerådet var, at der for eksempel ikke er nogen café, og biblioteket kan også godt virke som en lidt slidt løsning, fortæller Jacob Bjerring-Hansen.

– Det, folk efterlyser, er nogle nye og præsentable rammer, som kan virke inspirerende.

– Der har jo været noget kritik af, at Hammerhus Besøgscenter har lukket om vinteren, og faktisk kunne besøgscenteret ved Hammershus måske godt have været sådan et samlingssted, men der er ikke rigtig driftsøkonomi til at holde åbent om vinteren, som det ser ud lige nu i hvert fald.

På den øverste etage i det nye Bornholms Museum vil der være en formidabel udsigt over Østersøen, og en af de ting, der er lagt vægt på i byggeri, er, at det på en moderne måde skal være tilgængeligt for handicappede og gangbesværede.