Venstre-koryfæ advarer mod centralisering: Regionspolitikere har gjort en forskel for Bornholm

Bornholmernes direkte indgang til magthaverne på sundhedsområdet går tabt uden regionsrådet, og det er alvorligt, mener Knud Andersen, tidligere amtsborgmester på Bornholm og regionsrådsmedlem for Venstre.

– Ved den seneste udbygning og modernisering på hospitalet, er jeg ikke i tvivl om, at Leila Lindén havde en finger med i spillet. Hun er tæt på den socialdemokratiske ledelse af Region Hovedstaden, siger Knud Andersen om udvidelsen af akutområdet.

Heller ikke MR-scanneren havde stået på Bornholms Hospital uden de to regionsrådsmedlemmers indsats, vurderer Knud Andersen, der sammen med Leila Lindén repræsenterede Bornholm i regionsrådet, da beslutningen om MR-scanneren blev truffet.

”Det skete på trods af, at de centralt placerede specialister i København var imod denne investering på Bornholm,” skriver Knud Andersen i et læserbrev, der kan læses på dagens debatsider, hvor Leila Lindén opremser en liste af resultater fra hendes tid som folkevalgt.

For Knud Andersen er der ingen tvivl om, at politikere på sundhedsområdet gør en forskel for tyndtbefolkede områder som Bornholm.

– Når en politiker kommer til en minister, åbner ministeren døren. Det er min klare opfattelse fra alle mine år som politiker. Embedsmænd skal referere til en direktør i en af de fem sundhedsforvaltninger, og direktøren har lettere ved at affærdige embedsmanden.

Af den grund vil eksempelvis Bornholms Hospitals direktør ikke kunne yde samme indflydelse som de to bornholmske regionsrådspolitikere har været i stand til, mener Knud Andersen.

Afstanden til Bornholm er en faktor, man ikke skal undervurdere.

– Hvis du sidder i Hillerød (Region Hovedstadens hovedsæde, red.) som direktør, tænker du mere på, hvad du sidder tættest på. Sådan er det bare, siger Knud Andersen.

Hvis sundhedsreformen gennemføres i den udgave, som regeringen fremlagde onsdag, bliver det fremover de bornholmske politikere i folketinget og regionskommunen, som skal fremme de lokale sundhedsinteresser. Knud Andersen har ikke tiltro til, at folketingsmedlemmerne – for tiden Peter Juel-Jensen (V) og Lea Wermelin (S) – kan opnå det samme som repræsentanterne i Region Hovedstaden. Dertil er truslen om at blive kørt ud på et sidespor for stor.

– Hvor mange kommaer har Peter Juel-Jensen og Lea Wermelin flyttet i deres periode? Jeg tror, at folketingsmedlemmer i højere grad er partibundne end lokaltbundne. Hvis de går på tværs af partilinjen, får de ingen chance. Det er markant vanskeligere for de bornholmske folketingsmedlemmer at få indflydelse. Der er en anden kultur i regionsrådene, siger Knud Andersen.

Undrer sig over Venstre

Hans dom over reformudspillets demokratiske konsekvenser er derfor hård:

– Det er en markant centralisering fra mit synspunkt, siger den forhenværende amtsborgmester, der dermed er på bølgelængde med de socialdemokratiske politikere, der ikke forsømmer at klistre etiketten ”centralisering” på sundhedsreformen.

– Det er jo underligt, at netop Venstre, der er rundet af det lokale demokrati, forestår denne reform. Jeg tror, at mange overvejer, hvad de skal gøre ved næste valg, siger Knud Andersen, som ikke længere er medlem af Venstre på grund af uenigheder om partiets linje i udlændingepolitikken.

Argumentet om, at de færreste almindelige danskere har indsigt i regionsrådspolitik, egner sig ifølge Knud Andersen ikke som grundlag for at nedlægge det folkevalgte organ.

– Det er noget forfærdeligt sludder, at vi ikke skal have ting, hvis de ikke er populære. Nogle gange er det nødvendigt, og det er hele tanken med vores repræsentative demokratiet, at politikerne ikke altid skal kigge på flagstangen for at se, hvordan vinden blæser, siger Knud Andersen og påpeger samtidig forskellen med de administrative medarbejdere..

– Efter fire år kan politikerne skiftes ud, hvis de ikke har gjort det godt nok. Hvis en embedsmand ikke gør det godt, får de en fantastisk stor pose penge – eller får lov at sidde.

Tror mere på Lindén end Løkke

Hvordan bornholmske patienter kommer til at mærke strukturreformen, har været til diskussion. Leila Lindén sår tvivl om, hvorvidt patienter fra Bornholm vil få samme adgang til de specialiserede læger og hospitaler i hovedstaden som hidtil. Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviste den bekymring, da han blev spurgt i går:

– Bornholm vil jo stadigvæk være en del af Sundhedsforvaltningen Hovedstaden. Hvis man får en alvorlig sygdom på Bornholm, så skal man selvfølgelig på Rigshospitalet, sagde statsministeren til TV 2/Bornholm.

Knud Andersen mener, statsministerens forsikring bør tages med et skuldertræk.

– Jeg tror mere på Leilas vurdering end Lars’. Han er ved at italiesætte sit centraliseringsprojekt. Når dommen over projektet kommer for sin dag, er han jo væk.