Museumsbyggeri i slutspurt: Hvis alt går vel, sætter vi skovlen i jorden om 10 måneder

Efter at Augustinusfonden i december meddelte, at de donerer 25 millioner kroner til den planlagte udvidelse af Bornholms Kunstmuseum med en kulturhistorisk afdeling og verdens første lysmuseum, er langt den største del af finansieringen af det nye byggeri nu på plads – og museerne kaster sig ind i slutspurten, hvor de sidste penge til byggeriet skal findes.

Det fortæller Jacob Bjerring-Hansen fra Bornholms Museum. Han håber på, at pengene kan findes inden sommerferien 2019. Da mindre beløb kan gøre en stor forskel, bliver der i den kommede tid søgt en række mindre fonde om støtte, forklarer han.

Når de sidste penge er fundet, er det kun formalia der skal på plads: Kommunen skal vedtage en lokalplan, og museet skal have en byggetilladelse. Herefter kan udbudsprocessen for byggeriet gå i gang.

Jacob Bjerring-Hansen forventer, at der vil gå 10 måneder, før entreprenøren kan sætte skovlen i jorden – forudsat at alle tilladelser er på plads og de sidste penge fundet.