Destination Bornholm: Nyt museum kan fremme turismen

Igennem en længere årrække har mange af Bornholms turismeaktører arbejdet på at skaffe flere turister til øen uden for højsæsonen. Der bliver blandt andet arrangeret løb og vandreture på alle tider af året, og det arbejde kan den nye museumsbygning på Helligdommen i Rø være med til at skubbe på.

Det mener direktør i Destination Bornholm Pernille Kofod Lydolph:

– Jeg tror på, at det nye museum kan tiltrække nye gæster til øen. Jeg tror simpelthen på, at den gruppe af gæster, som rejser først og fremmest for at opleve kultur, dem kan vi få flere af – for vi får noget nyt og spændende i form af det her nye museum.

– Vi ved fra undersøgelser, som Visit Denmark har foretaget, at omkring 170.000 udenlandske gæster tilvælger Bornholm hvert år på grund af kulturen, og jeg er ret sikker på, at vi kan få yderligere vækst på det her område. Her er det vigtigt at huske på, at de 170.000 altså udelukkende er udenlandske gæster, så de danske gæster – og det er dem, vi har langt flest af – dem kan man så lægge oveni. Så det er et område, hvor vi står ret godt – og vi kan komme til at stå endnu bedre med det her nye museum, pointerer Pernille Kofod Lydolph.

– Vandreturismen er især et område, der er i vækst her på Bornholm, og som vi gerne vil gøre mere ud af. Helt grundlæggende er det vigtigt, at vi har nogle steder, hvor folk kan varme sig og få en oplevelse, også i de kolde måneder af året. Så derfor kan den nye museumsbygning være medvirkende til at drive det arbejde, der allerede er i gang. Det har vi brug for – og jeg synes, det er meget spændende.

Finansieringen af museumsudvidelsen på stedet, hvor Bornholms Kunstmuseum ligger, og hvor det kulturhistoriske museum og et nyt lysmuseum altså skal samles, er gået ind i slutfasen.