Tomt kulturhus koster 330.000 kroner: Hvor skal pengene komme fra?

Regionskommunen har købt Dams Gård i Rønne for at samle sin kulturskole og måske tilbyde andre kulturtilbud og foreninger tag over hovedet. Inden det kan lade sig gøre, skal kommunen finde de nødvendige penge til at sætte den gamle ejendom i Krystalgade i stand. I mellemtiden skal den tidligere købmandsgård, hotel og uddannelsesinstitution stå tom, og det store spørgsmål er, hvem der skal betale for det.

Svaret er helt indlysende, at det skal kommunen selv, men hvor pengene skal komme fra, er der ikke enighed om. Det stod klart, da finansieringen af den såkaldte tomgangsdrift af Krystalgade 9-11 var på dagsordenen til job-, udviklings- og fritidsudvalgets seneste møde.

Kommunalbestyrelsen havde anmodet udvalget om at finde 330.000 kroner til tomgangsdriften i 2019, og det var et flertal i udvalget indstillet på. Det var René Danielsson (DF) og Brian Kofod (V) dog ikke. De ønskede i stedet sagen sendt videre til kommunalbestyrelsen, som derfor skal tage stilling til, hvordan tomgangsdriften skal finansieres.

Modstanden mod at finde pengene til næste års tomgangsdrift skal ikke ses som modstand mod de planer, der er for Dams Gård, pointerer René Danielsson. For ham handler sagen alene om, hvor regionskommunen skal finde de 330.000 kroner.

– Vi synes ikke, at job-, udviklings- og fritidsudvalget skal afholde den tomgangsudgift. Job-, udviklings- og fritidsudvalget har indholdet i fritids- og kulturlivet, mens det er Leif Olsen og natur- og miljøudvalget, der har alle de ydre rammer, det vil sige bygninger, siger René Danielsson.

Han tilføjer, at fritids- og kulturlivet har det absolut mindste budget, og derfor synes han umiddelbart, at 330.000 kroner er mange penge at tage fra området.

Forud for den politiske behandling i job-, udviklings- og fritidsudvalget havde det kommunale embedsværk lagt op til at finansiere tomgangsdriften ved at overføre 330.000 kroner fra kultur og fritid til ejendomme og drift, forudsat at kultur og fritid kunne overføre pengene fra sidste år.

Behov for pengene

På nuværende tidspunkt holder de forskellige dele af kulturskolen til på Rønne Theater, i den tidligere badstue i Lille Madsegade og i musikskolens lokaler lige ved siden af Dams Gård. Organisatorisk hører tilbuddene sammen, men fysisk er de adskilt. Det skal købet af Dams Gård ændre på. Ejendommen blev købt for at have mulighed for at samle for eksempel kulturskolens undervisningstilbud og andre kulturelle aktiviteter i Rønnes centrum. Og det er en god ting, mener René Danielsson.

– Jeg er glad for, at regionskommunen har købt Krystalgade 9-11, og jeg glæder mig til at se kulturskolen starte. Jeg synes, at kulturskolen er en supergod idé, jeg synes bare ikke, at aftenskoler, fodboldklubber og alt muligt andet skal betale for tomgangsdriften i 2019, siger DF’eren.

Hvor kommunen så vil finde pengene, går han ikke så højt op i.

– Om man vil pålægge Leif Olsen at finde de 330.000 kroner, eller om man tager dem i kassen, det er for mig fuldstændig ligegyldigt, så længe man ikke tager det fra dem, der har behov for pengene, siger René Danielsson.